Foto: fra åbne kilder
Psykologien betragter dem som naturlige stadier i et pars udvikling, der opstår i bestemte perioder af det fælles liv
Kriser i parforhold er ikke tilfældige skænderier og ikke et tegn på, at den “forkerte” person er i nærheden. Psykologien betragter dem som naturlige stadier i et pars udvikling, der opstår i bestemte perioder af livet sammen. Ændringen af roller, ansvar, livsprioriteringer og graden af intimitet skaber spændinger, som ikke kan undgås. Natalia Garina, master i psykologi og psykoterapeut, fortalte RBC-Ukraine om, hvilke kriser der opstår i forskellige faser af parforholdet, og hvordan de kan overstås uden panik og konsekvenser.
Ifølge eksperten er det den måde, partnerne gennemgår disse kriser på, der afgør, om foreningen bliver moden – eller gradvist kollapser.
1-2 års ægteskab – tilpasningskrise
Idealiseringsperioden slutter, og ægtefællerne står over for det virkelige liv, økonomi og forskellige familiescenarier.
“Konflikter ser ofte smålige ud, men i virkeligheden handler det om at skabe sine egne leveregler. Det er vigtigt ikke at omskole sin partner, men at nå til enighed,” siger eksperten.
3-4 år – krise om roller og magt
Spørgsmålet opstår: Hvem er ansvarlig for hvad, hvis karriere prioriteres, hvordan beslutninger træffes. Hvis disse emner ties ihjel, opstår der kontrol eller passiv aggression.
“Vejen ud er åben forhandling om ansvar og grænser”, råder terapeuten.
5-6 år gammel – krise af overbelastning
For mange par er det en periode med fødsler eller akkumuleret træthed. Ægtefællerne træder i baggrunden, intimiteten mindskes. Parret, deres følelser og deres intimitet skal beskyttes: Tid sammen er ikke en luksus, men en nødvendighed.
7-8 år – krise i rutinen
Stabilitet uden udvikling skaber en følelse af tomhed. Relationer har brug for fornyelse gennem nye fælles mål, ikke radikal ødelæggelse.
10-12 år – krise med følelsesmæssig udmattelse
Livet går i funktionstilstand. Hvis den følelsesmæssige kontakt ikke genoptages, begynder parret at leve som samboende.
15-20 år og derefter – krise med revurdering og mening
Partnere ændrer sig, børn vokser op, og foreningen kræver et nyt format af intimitet.
“Kriser ødelægger ikke en familie i sig selv. Det er den manglende vilje til at anerkende forandringer og genforhandle aftaler, der ødelægger den. Det er evnen til at gennemleve disse faser og til at kunne tilpasse sig den nye virkelighed sammen, der adskiller et modent par fra et skrøbeligt”, opsummerer Natalia Garina.
